Ny håndklædevarmer og fritstående armaturer fra VOLA


Håndklæderadiator til individuelle designløsninger
Med lanceringen af et helt nyt element i VOLA serien, nemlig en håndklædevarmer udviklet som modulsystem, er det muligt at sammensætte sin helt individuelle designløsning. Håndklædevarmeren kan således bestå af det antal stænger, der passer til funktion og indretning i det pågældende rum.
For at få den perfekte designmæssige løsning kan stængerne monteres i den afstand, der passer til den flise, der er valgt til badeværelset. Den nye VOLA håndklædevarmer giver således fuld frihed til at skabe en smuk og unik designløsning skabt til det individuelle rum.

Som hele VOLA serien er håndklædevarmeren indbygget i væggen. Alle rør og tekniske dele er skjult, så kun de elementer, der bidrager æstetisk til rummets design er synlige. Hver indbygningsdel produceres individuelt med den afstand, som den enkelte kunde har ønsket og leveres fra VOLA fabrikken i Horsens inden for ganske få dage. Håndklædevarmeren introducerer dermed en helt ny tankegang, både hvad angår produktion og logistik, teknik og design. VOLA sætter dermed endnu engang nye standarder inden for sit felt og udfolder sin designvision om at udvikle VOLA brandet i en smuk balance mellem kontinuitet og innovation.

VOLA håndklædevarmeren, T39 er termostatreguleret og anvendes til centralvarme og indirekte fjernvarme. Den leveres i højglanspoleret krom, børstet krom og børstet rustfrit stål.


Nye fritstående armaturer
Æstetik, velvære og individualisme beskriver tidens trend i det moderne badeværelse. En helt ny tendens indenfor luxusboliger er, at soveværelset og badeværelset er kombineret til at være ét rum for velvære og fordybelse. Ofte er håndvask, bruser og badekar placeret frit i rummet. De nye fritstående armaturer er udviklet til rum som disse, hvor de kan placeres hvor som helst i rummet – og også i andre rum end badeværelset.

Det første produkt i serien af fritstående armaturer, FS1 blev lanceret i 2007 og modtog samme år GOOD DESIGN™ Award, der uddeles årligt af The Chicago Athenaeum: Museum of Design and Architecture, og er den ældste designpris i verden. Badekar-armaturet FS1 er ligeledes blevet nomineret til den fornemme tyske Designpreis 2009.

I marts 2009 lancerer VOLA to nye fritstående armaturer, nemlig et armatur til fritstående håndvask, FS2 og en fritstående bruser med termostat, FS3. 

Designet af håndvaskarmaturet FS2 er en nyfortolkning af de geometriske former og et minutiøst arbejde med den måde, hvorpå de forskellige designelementer kobles sammen. De valgte rørdimensioner er slanke og langstrakte og skaber en elegant silhuet, der står smukt i rummet lige meget hvilken vinkel armaturet ses fra.

Den fritstående bruser med termostat, FS3 er en længe ventet nyhed i VOLA serien. Også her har udfordringerne i designprocessen været arbejdet med armaturets proportioner og sammenføjningen af forskellige designelementer til en smuk helhed. Hvor FS2 er elegant og filigran i sit udtryk, står FS3 selvbevidst og stærk i rummet. De nye fritstående armaturer har helt deres eget udtryk og står som skulpturer i rummet og giver det en særlig karakter.

De fritstående armaturer leveres i højglanspoleret krom, børstet krom og børstet rustfrit stål.

Læs mere om produkterne på www.vola.dk.